Hvor kan man i København røre direkte ved historien? Det kan du blandt andet i bunden af Den Brune Kødby, ved bygningen Tvillingehallen, hvor tyske soldater under besættelsen fordrev tiden med at ridse hilsner, tegninger og andre kommentarer til krigen, ind i murværket. Bygningen der er opført omkring år 1900, og som oprindeligt blev brugt til slagterivirksomhed, blev i 1940 beslaglagt af den tyske værnemagt, der brugte bygningen som depotlager.
Hilsner fra fortiden
Hilsnerne i murværket er af forskellig karakter. Nogle er hilsner til soldaternes kærester og koner hjemme i Tyskland, og nogle til danske piger soldaterne har mødt under deres tid i Danmark. Man kan også se flere hagekors, satiriske illustrationer af tyske soldater samt trivielle indskrifter som: ”Her stod jeg på posten juleaften 1943”. Mest bemærkelsesværdig er dog referencen til Joseph Goebbels berygtede Sportspalast-tale fra 1943, hvor krigslykken er vendt for nazisterne efter nederlaget ved Stalingrad. I murværket (se billede 3) står skrevet ”Wollt ihr den totalen Krieg?” – altså ”Ønsker I den totale krig” – hvortil en soldat nedenunder ironisk har skrevet ”Nein”, altså et kontrært synspunkt, i modsætning til talens tilhørere der, som svar til Goebbels, brølede ja.
Unikt historisk levn
Den tyske graffiti er af vigtigt historisk betydning, da det giver et sjældent indblik i dagliglivet for almindelige udstationerede tyske soldater, et af få steder i hele København. Bygningen huser i dag Billedskolen for Børn og Unge, under Børne- og ungdomsforvaltningen. Det er en speciel oplevelse at se børn rende rundt og lege blandt inskriptioner fra nazistiske soldater, hvilket blot øger den historiske bevidsthed, fordi historien her kan opleves uden at være opstillet eller iscenesat.
Tag forbi og se det på egen hånd inden det er for sent!
Mange historikere har kæmpet for at frede bygningen, men endnu forgæves. Ny graffiti kommer til, og det er også registreret, at nogle af de hagekors der er ridset ind i murværket, er kommet i tiden efter besættelsen. Det er derfor helt sikkert en anbefaling værdig at tage forbi og se og røre historien på egen hånd, inden bygningen måske rives ned, eller vansires på anden vis. Der er fri adgang og alle kan besøge bygningen. Det perfekte mål for en søndagstur.