Palads 

Palads-teatrets historie starter i 1912. Den tidligere hovedbanegård som lå omtrent mellem den nuværende Palads-biograf og Vesterport Station, skulle nedrives, da den spærrede for den nye banegrav Boulevardbanen. Da DSB havde rømmet bygningen i 1912, fik Københavns Kommune den ide at kunne leje den store overdækkede hal til andre formål. Her slog biografdirektør Constantin Philipsen til, og indrettede hallen til en storbiograf, med intet mindre end 3.000 siddepladser. Nordeuropas største på den tid. 

Palads-teatret var født, men morskaben måtte dog ophøre for en kort periode. Den tidligere banegårdssal skulle nemlig nedrives i 1916, og det betød at Constantin Philipsen måtte på udkig efter andre lokaler. Han solgte rettighederne til biografnavnet, og forpligtede sig egentlig på ikke at åbne en konkurrerende biograf i København. Det løfte omgik han snedigt, ved i stedet at åbne Kinopalæet på Frederiksberg. Palads-teatret overgik til biografdirektør Sophus Madsen, der købte en grund ved Axeltorv, og lod arkitekterne Andreas Clemmensen og Johan Nielsen, opføre den i dag så ikoniske biograf i nybarok stil. 

I 1926 købte Carl Bauder, der sad i Nordisk Films bestyrelse, Palads Teatret og i 1929 samlede han hele selskabet under et og dannede Nordisk Film Kompagni, efter selskabets tidligere konkurs. Palads er stadig en del af Nordisk Films Biografer. 

Siden opførelsen i 1918, havde Palads-teatret været malet hvidt. Det ændrede sig dog radikalt i 1989, hvor maleren Poul Gernes gav biografen et helt nyt malerisk udseende. Den mangefarvede facade var fra begyndelsen omstridt. Hadet og elsket. Det kan dog ikke diskuteres, at Poul Gernes farver har gjort Palads-teatret til et ikonisk indslag i det københavnske bybillede.