Så langt tilbage som i 1500-tallet fandtes en broforbindelse over de københavnske søer, først omtalt som Fjellebroen, så Langebro, og under Christian 4., Peblingebroen. Peblingebroen var i sin tid den ældste og vigtigste vej over søerne til bl.a. Frederiksborg Slot og Fredensborg. Forbindelsen mellem Nørrebro og Københavns indre by skete derfor indtil 1887, primært ad den gamle Peblingebro, som lå lidt nordøst for den nuværende Dronning Louise Bro.
Efter opførelsen af den monumentale Søtorvsbebyggelse (1873-76), der skulle fungere som en storladen og pompøs optakt til den indre by, besluttede Københavns Borgerrepræsentation i 1884 at anlægge en ny bro i aksen Frederiksborggade-Nørrebrogade, som kunne danne et værdigt forbindelsesled mellem de to bydele. Den nye bro skulle også tjene det formål at imødekomme den hastigt voksende trafik, som var et produkt af Nørrebros massive befolkningstilvækst som følge af industrialiseringen.
Det blev arkitekten Vilhelm Dahlerup, manden bag bl.a. Det Kongelige Teater og Søpavillonen, der kom til at stå for prestigeprojektet, assisteret af stadsingeniøren Charles Ambt. Dahlerup og Ambt skabte et grandiost broanlæg i solide materialer og efter tidens smag rigt udsmykket, så anlægget blev en storstad værdigt. Dahlerup placerede den nye bro mere sydligt end sin forgænger, hvorved den kom til at forbinde Frederiksborggade med Nørrebrogade.
Dahlerup byggede en tung og solid bro. En granitdæmning med tre gennemsejlingshuller, fire store flagstænger hvilende på hvert sit polerede granitfundament, og så de ikoniske lygtestandere på brystværnet til markering af broens midte. De lange buede bænke, hvorfra der er en fantastisk udsigt over søerne, har lige siden broanlæggets bebyggelse, været et populært opholdssted og åndehul for befolkningen fra de omkringliggende kvarterer, ligesom tilfældet er det den dag i dag. Så selvom Nørrebro har ændret sig markant siden 1800-tallet, er ophold på Dronning Louises Bro, en beskæftigelse der uløseligt binder os sammen med fortidens københavnere.