Christiansborg Slot

Det første Christiansborg

Det bastante og solide Christiansborg Slot, som i dag huser landets parlament, har siden 1745 eksisteret i tre forskellige udgaver.

Det første Christiansborg kom til i enevældens tid. Det efterhånden nedslidte Københavns Slot var blevet håbløst gammeldags, og den enevældige konge Christian 6., ønskede sig et pragtværk som kunne afspejle hans magt og storhed. Derfor rev han Københavns Slot ned, og lod samme sted opføre et nyt i årene 1731-1745, efter tegninger af arkitekten Elias David Häusser. Slottet blev opført i rokokostil og rummede både ridebane, hofteater og slotskirke, og fik navn efter kongen selv. Slottets levetid skulle dog kun vare indtil 1794, hvor en voldsom brand satte sidste punktum i Christian 6.s pompøse magtbyggeri.

Det andet Christiansborg

Af det første Christiansborgs ruiner, rejstes et nyt slot med samme navn, denne gang udført i nyklassicistisk stil, af arkitekten C.F. Hansen, der også har tegnet domhuset ved Nytorv og Vor Frue Kirke. Prestigebyggeriet fik lange udsigter, fordi genopbygningen faldt sammen med en tid hvor København blev ramt af den ene katastrofe efter den anden. Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement i 1807, Statsbankerotten i 1813 og det endegyldige tab af Norge i 1814. Byggeriet påbegyndtes i 1806 under Christian 7., og stod først færdigt i 1828 under Frederik 6.

Det tredje Christiansborg

Endnu en slotsbrand i 1884, betød at atter et Christiansborg måtte rejses. Den nye Rigsdag som havde haft til huse på Christiansborg fra 1850, var nu pludseligt uden tag over hovedet, og måtte flytte til en bygning i Bredgade i det nuværende Østre Landsret. Enevældens tid var forbi, og nu skulle en hel Rigsdag blive enige om en ny genopbygning, hvor det tidligere kun var kongen. Hele 63 projekter om et nyt Christiansborg blev forelagt Rigsdagen, og efter mange års forhandlinger blev det arkitekten Thorvald Jørgensen der løb med sejren. Han byggede et nyt slot i stilen nybarok med et tungt og solidt udtryk, for at understrege slottets betydning som rigets politiske midtpunkt. Opførelsen påbegyndtes i 1906, og først i 1918 kunne Rigsdagen flytte ind i det tredje Christiansborgs rigsdagsfløj. Den sidste hånd på byggeriet blev lagt i 1928.


Køb 2 for 500,-