Assistens Kirkegård

Pestkirkegården

En vandring på Assistens Kirkegård er som en vandring igennem et kvart årtusindes kulturhistorie, med nogle af de største skikkelser fra den danske kulturarv. Selvom kirkegården i dag udgør en unik mindepark, er baggrunden for kirkegården noget mere makaber.

I 1711 blev København ramt af en voldsom pestepidemi, der kostede næsten en tredjedel af byens befolkning livet. Der måtte derfor i al hast anlægges fem pest – eller såkaldte assistancekirkegårde i udkanten af byen, men inden for byens volde. Assistancekirkegårde var almindelige ved større byer, og var oftest benyttet af almuens folk, da dem der kunne betale, kunne begraves i kirkerne eller på kirkernes små kirkegårde. Dødstallet var dog for perioden så markant, at de assisterende kirkegårde selv fik brug for assistance. Ligene hobede sig op i en sådan grad, at en voldsom stank hærgede byen, og efter et kongeligt dekret, måtte marinen skyde med kanoner for at skabe bevægelse i luften og sløre lugten med krudtrøg. Det var en ganske ubehjælpelig løsning, og i 1750’erne begyndte man for alvor at tage fat om problemet.

Den assisterende kirkegård uden Stadens Nørreport

Løsningen kom i 1760, da man én gang for alle sløjfede de overfyldte pestkirkegårde, og anlagde en samlet og væsentligt større assisterende kirkegård uden for byens volde, med det officielle navn ”Assistens kirkegårdene uden Stadens Nørreport”. Kirkegården blev anlagt i området der i dag er Nørrebro, længe inden brokvarteret tog form, tæt på landstedet Solitude, ved nutidens Solitudevej, der primært blev brugt til tobaksdyrkelse og græsning af kreaturer.

Assistens Kirkegård var en fattigkirkegård. Jo tættere man kunne blive begravet på kirken, jo bedre, hvorfor en begravelsesplads langt ude fra byens volde, ikke var noget der hujede det bedre borgerskab. Det skulle dog ændre sig i 1785 hvor Krigskancellisekretær Johan Samuel Augustin, frivilligt lod sig begrave på stedet, og pludseligt blev Assistens Kirkegård fra det tidspunkt, mondænt og populært. Augustin fik rejst et pompøst nyklassicistisk monument, et magtsymbol fra den florissante periode, der fik andre familier fra det bedre borgerskab, til at gøre ham kunsten efter i tiden der kom.